Det giver et nærvær, vi ikke altid har i hverdagen, når vi oplever naturen til fods. Der er tid til fordybelse og til at snakke sammen. Der er tid til at indånde den friske luft, opleve dyrelivet og årstidernes gang. Samtidig er det ganske billigt og kræver ikke alverdens udstyr.

Her er frit valg på distancen
Du har rigtig gode muligheder for at opleve naturen til fods. I hele Danmark er der et fremragende net af vandrestier og løberuter– der er faktisk flere tusinde kilometer. Hvis du vil finde din helt egen vej, så tag på opdagelse i skovbunden. Det må du nemlig gerne i offentligt ejede skove.

Husk altid at respekter skilte med ejerens anvisninger.

Hvad siger reglerne, når du færdes til fods?

Skove
I offentligt ejede skove må du færdes til fods hele døgnet. Du må også gerne gå ud i skovbunden, hvis ikke der er hegn.
I private skove må du kun færdes til fods på skovveje og stier, og kun fra kl. 6 om morgenen til solnedgang.

Læs om, hvornår adgangen til skove kan dog forbydes eller begrænses.

Strande
Du er velkommen til at færdes til fods, lige så langt du vil, langs stort set alle strande. Også selvom stranden er privatejet. På privatejede strande skal du huske, at der skal være mindst 50 meter til beboelse, for at du må slå dig ned med dit håndklæde.

På landet, hvor kragerne vender
Her er du velkommen til at færdes til fods på veje og stier hele døgnet, også på markveje, selvom de er privatejede.

Læs om, hvornår adgangen til veje og stier kan begrænses.

Enge, heder, overdrev (udyrkede arealer)
På private enge, heder og overdrev mv. må du gerne færdes til fods fra kl 6. til solnedgang. Du må også bevæge dig ind på indhegnede arealer, når der ikke er græssende dyr. Men husk at adgang kun er tilladt gennem låger, led eller lignende.

På offentligt ejede enge, heder og overdrev mv. må du færdes til fods hele døgnet. Og her må du gerne bevæge dig ind på indhegnede arealer med græssende dyr. Du skal bare huske, at adgang kun er tilladt gennem låger, led eller lignende.

Læs mere om, hvornår adgangen til udyrkede arealer kan begrænses.

Find stier og ruter
Mange kommuner har lavet fine vandre- og løbestier. Dem kan du finde information om på kommunens hjemmeside.

udinaturen.dk kan du søge på vandre- og løberuter og finde beskrivelser og links. Her kan du også søge på overnatningspladser og naturlegepladser.

Du kan også teste din kondition på et af Naturstyrelsens sundhedsspor.

kløverstier.dk kan du finde et kort over byer med Kløverstier.

vandreruter.dk er der tips til vandreturen og info om ruter.

Spor i landskabet finder du på spor.dk

Hjertestier kan du finde på hjertestier.dk

Gode stier du kan finde er Hærvejen langs den jyske højderyg, Kyst-til-kyststien på tværs af Jylland, Fjordstien ved Isefjord og Roskilde Fjord.
 

Tips til familiens vandretur
•    Tag gode ikke for nye sko på og husk varmt tøj. Hvis man fryser bliver det ikke en god oplevelse.
•    Tag mad, drikke og snacks i rygsækken. Man bruger ekstra energi i den friske luft, og når man bevæger sig.
•    Planlæg en realistisk rute. Voksne går ca. 5 km i timen, og man kan normalt maksimalt gå 25 km om dagen.
•    Tjek ruter og kort - hav mobiltelefon opladt, så der kan findes informationer undervejs, også om de steder I ser. Lad børnene være med i    ruteplanlægning og lær at kigge på kort.
•    Nyd naturen, og læg mærke til de steder, I oplever. Ofte ser man helt anderledes ting i landskabet, end når man kører i bil. God tur!

Der er også tips til sikkerhed og gode råd til at vise hensyn til andre naturgæster på www.flinkafnatur.dk